Min mor var en fantastisk strikker. Hun har fremtryllet de smukkeste islændersweatere, kjoler, veste, bluser, huer, vanter, handsker, tørklæder og. og… og… Der er ikke dét, man kan lave med garn og strikkepinde, som hun ikke på et eller andet tidspunkt har lavet.
Efter hendes død fandt min søster og jeg hendes strikkegrej. Sikke en skat! Dengang gad jeg ikke håndarbejde, og da slet ikke strik, men heldigvis gemte jeg det hele i en stor kasse - stort set, som hun havde efterladt det.
I forbindelse med det nu færdige strikketaskeprojekt, har jeg fundet kassen frem. Nu forstår jeg for alvor hvilken skat, jeg har gemt på:
Der er pinde hun har haft med fra USA, da vi flyttede tilbage til Danmark for over 40 år siden, der er de almindelige metalstrikkepinde, strømpepinde i kilovis, der er strikkepinde fra dameblade - pinde, som hun af en eller anden uforklarlig grund har gemt. Der er bambuspinde og der er kilometervis af rundpinde i alle størrelser og længder.
Men de pinde, som nu betyder mest for mig er de pinde, som hun tog med hjem fra USA. Hun har strikket så ualmindeligt meget med de pinde, som nu nok snart runder deres 50 års fødselsdag.
De pinde skal vises frem, de skal pynte og pryde, skal de. Det er slut med at ligge i en gammel kasse, så derfor har de fået hæderspladsen i min nye strikketaske.
Jeg bliver lige lidt glad i maven, når jeg ser hen på tasken - sender min mor en tanke og roser mig selv. Ros fordi jeg gemte hendes strikkegrej og ros fordi jeg kan kunnet finde ud af at lave en strikketaske, hvor hendes strikkepinde kan vise sig frem.
