September 17th, 2011
Efter en lille uge, hvor jeg har været lagt ned af hovedpine, har jeg brug for at der kommer ro på. Jeg er bagud med alt: kramning af Tøsebanden og min Helt, vasketøjet hober sig op i mandshøje bunker, støvet ligger i driver på trapperne, og så er der alt det andet f.eks. … f.eks. alt det, jeg ikke har nået på arbejde. Det er nok til at fremkalde endnu en omgang væmmelig hovedpine.
Og den ligger på lur, gør den. Hovedpinen. Øv…
Så jeg har bestemt, at jeg er bagud og at der ikke er noget at gøre ved det. Dagen i dag skal være hyggelig, rar, afslappet og til at folde sig ud i.
Mellemste har samlet et læs kastanjer, så spisebordet er blevet invaderet af garn, tændstikker, perler og limpistol. Mellemste og hendes veninde fniser, griner og fremstiller de herligste kastanje-figurer, så selv Shane må komme til kort - simpelthen. Det er den bedste atmosfære at slappe af i - ahhhh…. så dét gør jeg.
Lidt efter lidt tror jeg faktisk også, at der bliver så meget luft i dagen, at jeg får taget hul på vasketøjsbunkerne…. skal bare lige nyde en kop kaffe, mens jeg kigger på alle de herlige unger omkring mig…uhm!
August 29th, 2011
Jeg er en novice, når det kommer til at lave strikkeopskrifter. Det kan godt være, at jeg kan finde ud af at strikke uden opskrift, og stadig kan få noget nogenlunde brugbart ud af det. Men at lave en opskrift, som det er meningen andre skal kunne forstå, dét er en helt anden sag, men nu forsøger jeg alligevel og opskriften er helt gratis, hvis du har lyst (og mod på det).
Jeg har lavet dette babytæppe til min lille niece - hun blev døbt i går, og hun skulle have noget mosterstrik - altså ud over den mere traditionelle dåbsgave.


Tæppet har jeg planlagt i lang tid og mønsteret er sammensat fra flere andre mønstre, som jeg synes er pæne og garnet er fra Garnudsalg.dk.
Jeg har strikket på min mors gamle gamle pinde. Jeg synes, at der skulle være en lille smule symbolik, og min mor ville have knus-elsket min lille niece - også.
Så de gamle strikkepinde gjorde, at hun alligevel lidt var med til barnedåben i går - ihvertfald for mig.
Hvis du har lyst og mod på det, så kan du hente opskriften ganske kvit og frit lige hér - Jeg ville dog blive glad, hvis du vil skrive en kommentar, ris/ros, rettelser, bemærkninger eller lignende - for jeg vil gerne lære mere om det her opskrifts-skriveri.
August 16th, 2011
Jeg har før beskrevet “mit” bibliotek - det ER en oase, der ligger lige om hjørnet.
Denne eftermiddag byder på en hyggetur for en syngende Fyrstinde, en hoppende Hertuginde, Næst-ældste og mig. Roen breder sig i os alle fire, da vi går ind af døren, himmelsk!
Fyrstinden og Hertuginden hygger ved et børnecomputerspil, Næst-ældste og jeg synker ned i en bunke bøger og slapper af - ren idyl:

Men SÅ sker følgende:
- Fyrstinde VIL trykke på tastaturet
- Hertuginden vil IKKE ha’ tasteri på tastaturet
- Fyrstinden skriger
- Hertuginden skriger
- Fyrstinden slår Hertuginden
- Hertuginden sætter turbo-vrælet i gear
- Fyrstinden slår endnu engang (suk)
- Hertugindens turbo-vræl gjalder gennem ynglingsbibliotekets mange lokaler….
- Fyrstinden skal i øvrigt skiftes, og gæt hvem der IKKE har skiftetaske med (dobbeltsuk)
Behøver jeg at sige, at turen hjem fra ynglingsbiblioteket var knap så idyllisk som turen derhen?
August 11th, 2011
Hertuginden: “årrrhh, MOR!.. jeg har savnet dig”
Mig (regnvejrskold og våd - men nu med varmt smeltet hjerte bankende i brystkassen):” Årrrrhhh, min lille skat! Jeg har også savnet dig..uhmmmm!”
Hertuginden, krammende og knuende sin mor : “Årrrrhhh, Mor…. du er verdens sødste…. “
Mig (mens jeg smelter endnu mere) : ” nårrrhhh, søde unge..”
Hertuginden fortsætter:“… verdens sødeste HUND…!”
… ?
Jeg føler mig stadig varm i brystkassen: jeg har nu opdaget, at jeg er lige så værdisat som selveste James Bond….
men han er da også ret nuttet, faktisk, egentligt, trods alt….
July 18th, 2011
Jeg er nu nået en ny alder - støttestrømpealderen! Det er utroligt, hvor hurtigt tiden egenligt går.
Støttestrømper har hidtil været et begreb, som jeg har sat i forbindelse med ældre damer, som er plaget af uro i benene og belastning fra åreknuder.
Men NU er jeg nået til det punkt i mit liv, hvor støttestrømperne er kommet på banen. Nu hedder det kompression-strømper, heldigvis.
Jeg har fået et par af de der strømper i fødselsdagsgave. Indtil nu, har jeg gået en stor bue udenom de strømper, men nu har jeg fået et par - og jeg må gå til bekendelse. De er for fede at have på når man løber!

Ældste mener måske, i sit stille sind, at de ikke er topsmarte, så det er GODT, at jeg også har fået en ny løbejakke….Aaaahhh, hvor ser jeg smart ud, når jeg for eftertiden spæner afsted på stier og veje.

Heldigvis har min fantastisk Hertuginde konstateret med stærk overbevisning i stemmen:
“dine strømper er så smukke, Mor!…”
Tak!, for det er ganske vist: Jeg skal have nogle flere støtte-løbestrømper…!!!
July 11th, 2011
Torsdag eftermiddag i sidste uge finder jeg ud af, at den supergave, som jeg har bestilt til Fyrstindens fødselsdag, fredag, alligevel IKKE kommer med posten torsdag…..! GYS!…panikken bredte sig.
Jeg har været på jagt efter Ruben ark-zebra eller ko-dukken. Ikke én butik Odense har Rubens Barn-dukkeserien!
Min frokostpause blev overtaget af Google.dk, som viste mig vejen til denlillebazar.dk. Og hér kommer min anbefaling:
Den rare ekspedient kunne sagtens fornemme min panik, så selvom de egentligt havde lukket for flere forsendelser torsdag, så blev jeg lovet, at min datters dukke ville komme med posten fredag… pyyyhh!
Dankortet blev fundet frem - pliiing…! og dukken bestilt.
Og resultatet - fredageftermiddag:



Dukken - som nu nu er døbt ‘Tyg-gummi’ er med stort set alle steder, og Fyrstinden er lykkelig!
TAK, lillebazar.dk, for god service og hurtig hurtig HURTIG betjening
July 10th, 2011
Med 5 børn i alderen 2 til 16 år melder frygten for at overse, glemme og klemme, sig ofte.
Ikke at have tiden til at se hvert enkelt barn i øjnene og ikke at have tid til at høre om venner, veninder, konflikter og sjove historier.
Dét, som burde overskygge en hver frygt, dét melder sig på banen på en dag som denne. En lidt halvdoven søndag, hvor alle dasker og laver mere eller mindre unødvendige hygge-ting: en tur til ishuset, leg på værelset, søster-skænderier og vandkamp…
Sådan en dag, kan jeg fange øjeblikke som disse:



Ren søster-kærlighed….. smelt!
July 8th, 2011
Det er to år siden, at jeg fik min lille Fyrstinde. Lige så dejligt vejr, som det var dén dag, lige så trist vejr var det i morges - æv.
Men det er klaret op og Fyrstinden er i fantastisk super-fødselsdagshumør. Hendes nye dukkevogn, incl dukke, sutter, dyne, pude, kiks, kager osv viger IKKE fra hendes side, når hun bevæger sig rundt i haven….

Hun er meget meget glad for den, og så har hun også opdaget, at den tre-årige storesøsters interesse for dukkevognen måske kan betyde, at man måske skal kæmpe for sin ret?? ….
Næst-ældste har forbarmet sig og har overdraget selveste barndommens ynglingsdukke til Hertuginden … Men kun i dag

June 23rd, 2011
som Kim Larsen har gjort det og som mange før ham har gjort det med stor succes.
Men i disse dage, er det altså Kim Larsens tekst, som hænger fast i mit hoved:
De kom flyvende med storken
til dette Gudsforladte sted
Fra alle fire verdenhjørner
hvis vi ta´r det hele med.
Og nu er de blevet voksne
ligner ikke mere sig selv
Stemmerne er forandret, men
vi kender dem alligevel.
Åh, de smukke unge mennesker
Pludselig er de stukket af
som legesyge sommerfugle
den allerførste sommerdag.
Hvad det er de vil med livet
det kan kun de selv forstå.
Da, da, da
Åh, disse smukke unge mennesker
gid de længe leve må!
Ældste er nu færdig med folkeskolen, og er klar til at suse videre på gymnasiet.
Min Helt og jeg var til dimissionsfest på skolen, og jeg kunne ikke lade være med at betragte alle disse skønne unge mennesker: De unge gutter, der gik deres seje gangster-walk med frisuren sat og tøjet på plads, og de smukke piger, der svævede som væsner, viftende med deres lange hår og øjenvipper.
Det var da lige i går, de var til børnefødselsdag i haven, uden fortænder og med plaster på knæerne. Nogen tudede, fordi de savnede deres mor, mens andre spillede fodbold med hunden og andre igen gik lege-amok i kassen med Barbie-dukker…
De tuder ikke længere, fordi de savner deres mor, hunden er forlængst død af alderdom og en ny er kommet til, og kassen med Barbiedukker - ja, den er givet videre til en lillesøster, der med glade øjne og plaster på knæerne går lege-amok.
Pyh, hvor kan det være svært at følge med.
èn ting er sikkert : disse smukke unge mennesker - gid de LÆNGE leve må
June 19th, 2011
Jeg er så stolt at mit løbehold - mit helt eget hjemmelavede løbehold:

TAK til Ældste, Næst-ældste og Mellemste Tøsebandemedlem - for en ret hyggelig og rar søndag formiddag